Grundfos præsenterer ny unik teknologi på STF's årsmøde

01. maj 2013

S-tube

Revolutionerende ny løber og nyudviklet motorteknologi sikrer både problemfri drift og høj virkningsgrad i en ny serie af Grundfos SE og SL S-tube spildevandspumper fra 1 til 30 kW.

Grundfos S-tube blev introduceret under stor international opmærksomhed på årets IFAT-messe i München. Nu får deltagerne på STF’s årsmøde på Bornholm som de første i Danmark lejlighed til at se nærmere på de nye teknologier, der betyder, at man ikke længere behøver at gå på kompromis med hverken frit gennemløb eller høj virkningsgrad.

Lukket løber giver frit gennemløb
”Med en virkningsgrad der er større end nogen anden løberkonstruktion, sætter S-tube nye standarder for hydrauliske systemer i spildevandspumper,” fortæller salgschef Tom Thomsen fra Grundfos.

”Der er tale om en lukket løber i et design, som sikrer frit gennemløb for partikler op til 160 mm. Det er en meget enkel konstruktion uden kanter og hulrum, der forhindrer blokering. Og med en konstruktion uden knive, er behovet for vedligeholdelse reduceret til et minimum. Der er i det hele taget tale om en konstruktion, som på alle måder tilgodeser de medarbejdere, der skal servicere pumperne,” fortæller salgschefen. Han nævner i den forbindelse også, at løberen balanceres i den væske, som pumpen arbejder med, hvilket giver en meget rolig drift uden påvirkning af pumpens mekaniske dele.

Energioptimeret motorteknologi
Grundfos S-tube-pumperne er udstyret med den nyeste generation af Grundfos Blueflux-motorer. Det er IE3-motorer, som er opgraderet til isolationsklasse H. Det sikrer minimal belastning og en optimal virkningsgrad, hvilket betyder, at både energiforbrug og levetidsomkostninger hører til markedets absolut laveste.

Intelligent styring af pumpedriften
S-tube-serien er udstyret med AUTOADAPT, der sammen med Grundfos styringer og frekvensomformer automatisk tilpasser sig det aktuelle behov og efterfølgende selv indstiller pumpens start-/stop-niveauer. Det sikrer, at pumpen altid optimeres til den mest energiøkonomiske drift.

To serier – mange muligheder
Grundfos S-tube er en videreudvikling af de kendte SL- og SE-spildevandspumper. Salgschef Tom Thomsen fortæller, at SL-serien i løbet af efteråret udvides med S-tube-pumper fra 1-11 kW. Det er pumper med væskefri køling i modsætning til den helt nykonstruerede og netop introducerede serie af SE-pumper, der dækker fra 9-30 kW. Her er der tale om køling i et lukket system, hvilket sikrer effektiv køling samtidig med, at den høje virkningsgrad bevares.

SE-serien er desuden udstyret med en patron-akseltætning, der er en dobbeltmekanisk konstruktion med et hjul inde i akseltætningen, som driver væsken rundt. I takt med at S-tube-modellerne introduceres, bliver det også muligt at vælge, om pumperne skal leveres i støbejern, rustfrit stål eller helt eller delvist opbygget i duplex. Det betyder, at S-tube kan bruges til både traditionelt spildevand og selv meget aggressive medier i industrien.

Selv om Grundfos S-tube er en dugfrisk nyhed, understreger Tom Thomsen, at der er tale om gennemtestet teknologi. Forud for introduktionen har 1.649 S-tube-pumper i en lang periode i al hemmelighed været udsat for krævende forsøg i installationer over hele kloden.

Læs mere om årsmødet på www.sft.dk


    Facebook Twitter LinkedIn