Grundfos pumper stopper huller i vandforsyningen

17. marts 2010

Grundfos pumper stopper huller i vandforsyningen

Hvert eneste år fosser milliarder af liter rent drikkevand ud af utætte rørledninger længe før de når forbrugerne. Grundfos teknologi kan reducere vandspildet enormt.

”Vandressourcerne er under pres, og de vil komme under et stigende pres. For der er ikke mere vand, end der er.”

Så klart udtrykker Dan Rosbjerg, docent ved DTU og ekspert i vandressourcer, sig, når han skal sætte et billede på nogle af udfordringerne i fremtidens vandforsyningssituation. Men mange steder sidder man faktisk på rigelige vandreserver – fx i Nordamerika og Europa – men udnytter dem ikke på den mest hensigtsmæssige måde.

Et af de større problemer man ser i mange europæiske lande er, at gamle, utætte rørledninger lækker enorme mængder rent drikkevand ud i ingenting. I nogle europæiske lande spildes der så meget som 50 pct. af drikkevandet, længe før det kan bruges til noget som helst.

”Hvis man indfører en mere intelligent kontrol af vandledningerne, kan man holde øje med hvor der er problemer, og reducere vandspildet til næsten ingenting,” siger Dan Rosbjerg.

Og det har Grundfos teknologien til at være en del af.

Grundfos har en løsning
Den løsningsmodel Grundfos har taget fat på, drejer sig om trykregulering. Jo højere tryk der er i ledningerne, jo mere vand vil de utætte ledninger lække. Omvendt vil ledningerne lække mindre vand, hvis trykket reduceres.

Til at gøre det vil Grundfos gå fra den traditionelle løsning, hvor man bruger en, stor pumpe, der konstant holder trykket på et højt niveau, til en model hvor flere parallelt forbundne pumper holder trykket i vandledningerne. Det smarte ved den model er, at man kan slå pumperne til og fra efter behov, og dermed ikke have et højere tryk på ledningsnetværket, end det er nødvendigt.

”Vi kan faktisk reducere vandspildet med 15 pct.. Og det er altså rent drikkevand, vi taler om,” siger Jim Rise, Grundfos, der har været tæt involveret i vandreduktionsprojektet siden dets start.

Fuldt automatiseret, køreklart system
Til at stå for reguleringen af trykket, har Grundfos udviklet et styringssystem til pumperne der, efter at være blevet fodret med oplysningerne om den enkelte forsynings generelle forbrugsbillede, kan bestemme hvor mange pumper der skal arbejde, og selv slå dem til og fra efter behov.

”Vores styringssystem er designet specifikt med henblik på pumpestyring. Derfor er det meget lettere at få et gnidningsfrit samspil mellem pumpe og styring. Vi har teknologien, og vi har 60 års erfaring inden for vandforsyning at trække på,” siger Jim Rise og fortsætter:

”Faktisk er selve styringssystemet lavet sådan, at man kan fjernkontrollere pumper. Løber man ind i problemer ved en vandforsyning i fx Sofia, vil man fra Grundfos i Bjerringbro kunne overtage styringen af pumperne i den forsyning over en periode, og sikre at det hele tiden kører på den mest hensigtsmæssige, og mest besparende måde.”
Softwaren i pumpestyringen kan desuden hele tiden opdateres, så man hele tiden har det bedste produkt ved hånden, og dermed kontinuerligt kan forvente, at der leveres på det bedst tænkelige niveau.

Fakta:
Projektet bygger på allerede eksisterende teknologi og produkter, og er dermed meget let tilgængeligt for vandforsyninger verden over.
Trykregulering ved hjælp af parallelt forbundne pumper kan ud over at reducere vandspild, reducere energiforbruget – helt op til 25 pct..

Eksempel:
En by med 35.000 indbyggere har et årligt vandforbrug omkring 5.000.000 m3 vand. I Danmark ville det være ensbetydende med et spild på 500.000 m3 vand pr. år.
Det kan reduceres med 15 pct., altså 75.000 m3 om året – 75.000.000 liter.


    Facebook Twitter LinkedIn