Grundfos skal inspirere flere til eksport

04. september 2013

Grundfos skal inspirere flere til eksport

Danmarks eksportkanon er blevet præsenteret af Handels- og Europaminister, Nick Hækkerup. Grundfos er en blandt de 30 virksomheder, der skal inspirere nye eksportører.

Danmark har fået en eksportkanon, der er en liste over landets største eksportsucceser siden 1989. Den indeholder 30 danske eksportvirksomheder, der i alt omsætter for mere end 850 milliarder kroner om året og beskæftiger flere end 75.000 herhjemme. Kanonen skal inspirere flere virksomheder til eksport, og giver 95 konkrete råd til, hvordan man får succes på eksportmarkederne.

- Hver eneste gang vi kan øge eksporten med én milliard, skaber det 600-700 arbejdspladser herhjemme. Derfor skal vi have flere virksomheder med på eksportvognen, og kanonen kan forhåbentligt inspirere mange til at gå i gang, siger Handels- og Europaminister, Nick Hækkerup, der netop har præsenteret kanonen i den gamle børsbygning i København.

Det er udenrigsministeriet, der har stået bag arbejdet med kanonen, der udpeger de største danske globale erhvervsbedrifter.

Grundfos står for en af dem, og det vækker glæde hos koncernkommunikationsdirektør Kim Nøhr Skibsted:

- Danmark skal leve af, at udlandet køber varer og ydelse af os. Derfor er det naturligvis en stor ære for Grundfos at blive regnet som en af de virksomheder, der med sine bedrifter kan inspirere andre til at gøre det samme, siger han.

De 30 udvalgte virksomheder er delt op i otte kategorier, der sammen tegner et bredt billede af dansk eksport. De er fundet blandt flere end 300 kandidater, der blev indstillet, da der var åbent for nomineringer i maj og juni.

Blandt de øvrige virksomheder i kanonen findes navne som Mærsk Line, Novo Nordisk og Lego. Læs mere på www.mm.dk.


    Facebook Twitter LinkedIn