Gymnasieelever smagte på innovation

29. april 2014

Gymnasieelever smagte på innovation

Godt 300 gymnasielever fra Viborg Kommune fik fredag et indblik i, hvordan Grundfos arbejder med forskning og innovation. Eleverne besøgte Grundfos i forbindelse med Forskningens Døgn.

Viktor Ferm og Simond Huang ruller kobbertråd sammen til en løkke. Ved hjælp af en magnet og kobbertråden har de lavet en simpel elektromotor. Den er et eksempel på de motorer, der sidder i Grundfos’ pumper. Drengene fra 1.u på Viborg Katedralskole er rykket fra klasselokalerne på den gamle skole og ud til Bjerringbro, hvor Grundfos’ medarbejdere viser, hvordan virksomheden forsker og innoverer for at producere nye og smartere pumper.

- Det er fedt at få lov til selv at få fingrene i det. Vi sidder ikke kun og lytter, men får lov selv at prøve og se, hvordan det fungerer, siger Simond Huang.  

Fredag besøgte han Grundfos sammen med de godt 300 øvrige førsteårselever på de naturvidenskabelige studieretninger fra Bjerringbro Gymnasium og de tre gymnasier i Viborg. Arrangementet var en del af Forskningens Døgn, der løb af stablen med forskellige arrangementer over hele Danmark torsdag, fredag og lørdag i sidste uge.

- Vi vil vise eleverne Grundfos, og hvordan vi arbejder med forskning. De skal se, at det de lærer i fysiklokalet kan de også bruge i den virkelige verden. Blandt andet hos os. Desuden er vi også med til at promovere naturvidenskaben og hvilke uddannelser, der er inden for den, siger Rune Højsholt, der er Project Manager i afdelingen New Concepts, og ansvarlig for arrangementet.

Eleverne var først til et oplæg af Peter Madsen fra Copenhagen Suburbitals, der i juni 2011 brød lydens hastighed med verdens første amatørbyggede raket. Derefter var eleverne rundt på workshops, der var arrangeret af Grundfos’ medarbejdere. Her udviklede de blandt andet ideer til, hvordan man kan reducere forbruget af vand i brusebadet.

Formålet med den naturvidenskabelige festival er at øge opmærksomheden og vække interessen for forskning hos den danske befolkning og skabe forståelse for den betydning, som forskning har for samfundet og i hverdagen. Bag Forskningens Døgn står Uddannelses- og Forskningsministeriet sammen med en lang række organisationer og frivillige landet over.

 


    Facebook Twitter LinkedIn