Heine Dalsgaard har valgt at søge nye udfordringer

20. marts 2013

Heine Dalsgaard har været CFO i Grundfos de seneste godt 5 år og har i denne periode ydet en stor indsats som ansvarlig for koncernens finansfunktioner, som er styrket betydeligt over perioden. Han har nu valgt at skifte til et job som CFO i ISS.

- Det er med stor beklagelse, jeg har modtaget Heine Dalsgaards beslutning om at fortsætte karrieren andetsteds. Han har gjort et rigtigt godt stykke arbejde i Grundfos, og han har været et værdifuldt medlem af koncerndirektionen. Jeg havde derfor gerne set, at samarbejdet havde kunnet fortsætte, men ønsker Heine Dalsgaard alt det bedste i hans nye job, siger koncernchef Carsten Bjerg.

Heine Dalsgaard siger:

- Grundfos er en helt igennem fantastisk virksomhed med stærke værdier og meget dygtige medarbejdere. Jeg har været utroligt glad for at være en del af Grundfos-familien i nu godt 5 år, og min beslutning om at forlade virksomheden har været meget svær at træffe for både mig og min familie. Jeg har imidlertid fået mulighed for at påtage mig en ny og spændende udfordring, som bare er for stor til ikke at tage imod.

Heine Dalsgaard vil fortsætte i sit nuværende job indtil sommer, og Grundfos vil nu igangsætte processen med at finde hans afløser i jobbet som CFO i virksomheden.


    Facebook Twitter LinkedIn