Historien om en iværksætter blev til et eventyr

04. maj 2015

Oestergade 158

For 70 år siden begyndte Poul Due Jensen en erhvervshistorie langt ud over det sædvanlige. Starten på pumpeeventyret bliver fejret i dag.

I Bjerringbro boede engang en mand, der kom fra beskedne kår. I 1945 blev han stillet over for en opgave, der skulle få stor betydning – ikke kun for ham og den lille by, men for rigtig mange mennesker verden over. Opgaven - at skaffe en pumpe til en af egnens gårde – var svær at løse i slutningen af Anden Verdenskrig, men manden gjorde det på sin egen måde og opfandt et lille, automatisk vandværk. Iværksætteren Poul Due Jensen begyndte at producere pumper i den smedeforretning, han allerede havde åbnet året forinden. Snart kunne han udvide med et nyt værksted bag ved sin privatbolig i Østergade. Det blev starten på den virksomhed, vi kender.

Poul Due Jensen havde vist, at han var en mand med teknisk snilde og initiativ. Snart demonstrerede han, at han også havde store visioner og sans for forretning i en grad, der satte ham i stand til at skrive et sandt pumpeeventyr.

Vand til verden
- Det er et helt fantastisk stykke industrihistorie om en lille virksomhed, der blev til en global koncern med 19.000 medarbejdere, siger koncernchef Mads Nipper og fortsætter:

- Lige fra starten så Poul Due Jensen det som sin væsentligste opgave at gøre vand tilgængeligt og viste, at han forstod, hvor vigtigt det var – og fortsat er – at opfylde kundens behov. Dermed skabte han fundamentet for en koncern, der siden har sat den ene nye standard efter den anden og bragt sig selv i front i sin branche. En koncern, der har sendt millioner og atter millioner af pumper ud til kunder i så godt som alle afkroge af verden, hvor de har været med til at forbedre livskvaliteten for op mod en syvendedel af verdens befolkning.

Tilbage til fortiden
Den foreløbig 70 år lange historie bliver fejret i dag. De gode gamle dage vender tilbage for en stund – blandt andet i form af et par rekvisitter fra dengang, fulgt af en hilsen fra Niels Due Jensen og Mads Nipper. Særligt heldige medarbejdere kan som vindere af konkurrencen se frem til et helt ekstraordinært besøg i det genskabte Østergade 41, hvor formand for Poul Due Jensens Fond, Niels Due Jensen, vil vise rundt i huset, der har en helt særlig plads i virksomhedens historie.

- Det var jo på den adresse, min far lagde grundstenen til den virksomhed, vi kender i dag. Men villaen er også mine søstres og mit barndomshjem, og vi har haft stor glæde af at bidrage til, at andre nu også kan få et indblik i de rammer, vores familie levede i tilbage i 1963 - dengang jeg var 20 år gammel og stod i lære, fortæller Niels Due Jensen.

Alle har bidraget
Medarbejdernes ve og vel lå Poul Due Jensen stærkt på sinde, og lige fra starten gjorde han Grundfos til en rummelig arbejdsplads med plads til alle. Han var meget bevidst om medarbejdernes betydning for hans virksomhed, og hans yndlingscitat var:

“Du skal tro, du er noget, og uanset hvem du er, så kan du noget, som du og vi i fællesskab kan drage nytte af.”

- Poul Due Jensen-citatet rammer lige så meget plet i dag som dengang, og derfor er det ikke kun ham, vi skal fejre. Det er også os selv og de tusinder af andre engagerede, dygtige og loyale medarbejdere, der har været med til at udvikle Grundfos gennem årene. Jeg er overbevist om, at den høje grad af passion, jeg mærker hos alle, hænger sammen med følelsen af at arbejde for en virksomhed, der bygger på et sæt sunde og solide værdier, som rækker helt tilbage til stifteren, siger Mads Nipper.


    Facebook Twitter LinkedIn