Holder millioner af fødder tørre med intelligent afvanding

25. august 2015

Holder millioner af fødder tørre med intelligent afvanding

Et nyt turistområde i Tianjin i Kina ligger under havniveau. For at undgå oversvømmelser i det udsatte område er der installeret enorme pumper, som skal lede regnvandet ud i havet. Denne opgave varetages af den største præfabrikerede pumpestation fra Grundfos.

The Water Magic Cube er navnet på en af attraktionerne i turistområdet Binhai i Tianjin øst for Beijing. Her er det vigtigt, at vandet er ved selve attraktionerne og ikke på turisternes fødder og i de nærmeste omgivelser. Det sørger Grundfos for. Den valgte Grundfos-løsning kan håndtere helt op til 3.000 liter vand i sekundet og indsamle vand fra et område på en kvadratkilometer.

Zhang Jiguang, som står i spidsen for Tianjin Binhai Tourism Area Investment Holding Co., Ltd, forklarer her, hvorfor man lige netop har valgt verdens største præfabrikerede pumpestation fra Grundfos.

- Vi valgte denne løsning på grund af den avancerede teknologi. Og så var det af afgørende betydning for os, at løsningen har automatisk dræning, fylder lidt og har et lavt energiforbrug, siger han.

Pumpestationen blev leveret som et nøglefærdigt produkt, fuldt udstyret med pumper, tanke, rørledninger og ventiler. De integrerede styreenheder gør løsningen intelligent og energibesparende, da de tilpasser anlæggets ydelse til det aktuelle behov.

Stort potentiale
Ifølge Zhang Jiguang markerer pumpestationerne kun starten på Grundfos' aktiviteter i området.

- Vi er sikre på, at vi kan få endnu mere ud af dette gode samarbejde i fremtiden, forudser Zhang Jinguang.

- Vi arbejder traditionelt set ikke med transport af vand på denne måde, men jeg tror, at der er et stort uopdyrket marked for denne type løsninger i Kina. Derfor vil vi meget gerne have større indsigt i avanceret teknologi fra andre lande og samarbejde med Grundfos om at udvikle innovative løsninger og sætte nye standarder for håndtering af vand.

Færre ulemper
Ifølge Jason Dang, Senior Sales Manager for Grundfos i det nordlige Kina, er Grundfos' løsning især velegnet til større byer, da der er færre ulemper forbundet med installationen end ved andre pumpestationer.

- Præfabrikerede pumpestationer kan installeres i løbet af kun én måned med minimal påvirkning af omgivelserne, mens det tager op til tre til fire måneder at installere en konventionel pumpestation. Og da alt testes, inden stationen forlader fabrikken, minimeres risikoen for fejl, forklarer Jason Dang.

Han fortæller også, at der er en stigende interesse for intelligente præfabrikerede pumpestationer i Kina. Og det skyldes blandt andet meget kraftige regnskyl og oversvømmelser i flere større byer i løbet af de seneste år.

- Da den avancerede teknologi hjælper med til at minimere konsekvenserne af de ekstreme vejrbetingelser og samtidig sparer energi, er markedet enormt, siger han.


    Facebook Twitter LinkedIn