Koncernchef indtog talerstolen i FN

23. juni 2016

Koncernchef indtog talerstolen i FN

Mads Nipper var inviteret til New York for at tale om de 17 bæredygtighedsmål. De skal ifølge koncernchefen fungere som en rettesnor for innovation og forretningsudvikling.

Ved FN’s Global Compact Leaders Summit i New York var Grundfos’ koncernchef Mads Nipper blandt talerne. Han brugte blandt andet sin tale på at minde de cirka 800 tilhørere om, at erhvervslivet er utålmodige efter politisk handling og selv vil bruge de 17 bæredygtighedsmål som løftestang for udvikling, innovation og forretning. 

- Bæredygtighed og ansvarlighed er ikke en afdeling eller en rapport. Det er selve essensen i enhver virksomhed, der vil tænke langsigtet og udrette noget større end blot at skabe kortsigtet profit, sagde Mads Nipper og forklarede, at Grundfos er optaget af at forsyne verden med rent vand og udvikle nye teknologier og forretningsmodeller. 

Derfor har Grundfos allerede etableret et samarbejde med en række NGO’er og FN-organisationer for at sætte mere fart på engagementet - blandt andet i nogle af verdens store flygtningelejre. Den offensive tilgang skal ifølge Mads Nipper skabe opmærksomhed hos andre globale virksomheder, NGO’er, regeringer verden over og ikke mindst i FN-systemet.

Læs mere om de 17 bæredygtighedsmål eller tjek Mads Nippers seneste blogindlæg på The Huffington Posts hjemmeside, hvor han giver sit bud på, hvor Grundfos håndterer bæredygtighed.


    Facebook Twitter LinkedIn