Lemvigh-Müller bakker aktivt op om Grundfos Recycling

24. februar 2014

Lemvigh-Müller bakker aktivt op om Grundfos Recycling

Nu kan vvs-installatører også indlevere gamle, udtjente cirkulationspumper i de 23 Lemvigh-Müller butikker. Lemvigh-Müller ser Grundfos Recycling som en unik mulighed for at gøre en stor forskel med en forholdsvis lille indsats. 90 % af materialerne i de gamle pumper genanvendes, og projektet giver arbejde til medarbejdere med nedsat arbejdsevne hos Grundfos i Bjerringbro.

”Vi føler, at vi med dette tiltag – som en samlet vvs-branche – har en unik mulighed for at gøre en forskel, passe på vores miljø og sikre et meningsfyldt arbejde til socialt udsatte grupper.”

Med den begrundelse opfordrer salgsdirektør Torben Tolstrup, Lemvigh-Müller VVS, nu landets vvs-installatører til at aflevere gamle cirkulationspumper i virksomhedens 23 butikker. Installatørerne får den aktuelle skrotpris, mens pumperne sendes til Grundfos Recycling i Bjerringbro, hvor de skilles ad, og mere end 90 % af materialerne omsmeltes eller genanvendes i nye pumper.

Tager hånd om både miljø og mennesker
”Jeg er overbevist om, at de installatører, der deltager i projektet, ikke gør det for fortjenestens skyld. Det gør vi heller ikke, men når vi med en forholdsvis lille indsats har mulighed for at gøre en stor forskel på flere fronter, er det helt naturligt at bakke op omkring et så nytænkende initiativ, som det Grundfos netop har lanceret,” siger Torben Tolstrup. ”Det er en unik mulighed for at tage hånd om både miljø og mennesker.”

For salgschef Henrik Falck, Grundfos Bygge og Anlæg, er miljø også et fokusområde. ”Energieffektivitet er jo i forvejen vores og vvs-branchens fælles salgsargument, og nu har vi mulighed for at komme på forkant med endnu et miljøtema. Knaphed på verdens ressourcer af metaller vil i fremtiden også stille krav til os. Så Grundfos Recycling er en rigtig god mulighed for at skabe os en profil på både miljømæssig og social ansvarlighed.”

Meningsfyldt arbejde
Arbejdet med at skille de indsamlede pumper ad og sortere materialerne miljømæssigt korrekt sker hos Grundfos Recycling, hvor medarbejderne er ansat på særlige, fleksible vilkår. Grundfos har en målsætning om, at 5 % af medarbejderstaben i virksomhedens danske selskaber samlet set skal omfatte personer ansat på sådanne, særlige vilkår.

At projektet derfor også giver meningsfyldt arbejde til socialt udsatte personer og personer med nedsat arbejdsevne, gør det ekstra attraktivt for Lemvigh-Müller at deltage. ”Vi har selv en målsætning om at vi vil medvirke til, at vores medarbejdere og omgivelser behandles ordentligt,” fortæller Torben Tolstrup, der lover, at virksomheden vil gøre en stor indsats for at styrke kendskabet til initiativet gennem markedsføring og den daglige dialog med kunderne.

En hel branche bakker op
For Grundfos-salgschefen Henrik Falck er opbakningen fra Lemvigh-Müller en stor tilfredsstillelse. En del vvs-installatører har allerede hør om initiativet og er begyndt at aflevere cirkulationspumper til genbrug. Der er mere om projektet og Grundfos Recycling på www.grundfos.dk.

Fakta om genanvendelse af gamle cirkulationspumper
Mindst 90 % af en cirkulationspumpe kan genanvendes.Tallet varierer fra pumpetype til pumpetype, men her er nogle vejledende procenter:

  • 42 % jern fra pumpehuset – omsmeltes
  • 40 % aluminium fra løber og blik – trækkes ud og bruges direkte til produktion af nye Grundfos-pumper
  • 1 % stål fra skruer – omsmeltes
  • 1 % messing – omsmeltes
  • 5 % plastik – genanvendes
  • 1 % elektronik – genanvendes.

Recycling-projektet omfatter fra starten følgende pumper:ALPHA, MAGNA, UP, VP, UM, UPS, UPC, UMC, UPE og COMFORT


    Facebook Twitter LinkedIn