Ministerbesøg med udvikling i fokus

06. maj 2014

Ministerbesøg med udvikling i fokus

Handels- og udviklingsminister Mogens Jensen besøgte mandag Grundfos. Her blev både EU’s patentdomstol og samspillet mellem udviklingshjælp og handel vendt.

Hvis udviklingshjælp og samhandel bliver tænkt mere sammen og går hånd i hånd, så kan der bliver skabt mere forretning, bedre vækst og flere jobs. Med det på dagsordenen lagde handels- og udviklingsminister Mogens Jensen vejen forbi Grundfos’ hovedkvarter i det midtjyske.

Under en rundvisning i produktionen fik ministeren et indblik i, hvad de mange forskellige pumper kan præstere og bruges til. Blandt andet så han på solcelle-drevne systemer. Samtidig fik han konkrete produkter og produktdele mellem hænderne, så han på den måde fik førstehåndsindtryk af, hvad der skal til for at flytte vand.

- Jeg har i dag fået et indtryk af, hvor stor og global en virksomhed Grundfos er. Men udover at producere pumper, så er virksomheden også med i mange andre aktiviteter, der fremmer udviklingen. Jeg er stolt af, at danske virksomheder er med til at fremme udviklingen verden over, siger ministeren.

Igennem de seneste 50 år har Danmark samarbejdet med udviklingslandene, og ifølge ministeren er det et samarbejde, der skal fortsætte.

- Udviklingslandene er nået til et nyt stadie, hvor de efterspørger mere know-how, flere produkter og ny teknologi. Her skal vi træde ind, dele vores viden og hjælpe dem med at skabe handelsforbindelser, så landene kan blive selvbærende på en naturlig måde, hvor de selv producerer og sælger deres varer, siger Mogens Jensen.

Ministeren så også nogle af de produkter, som Grundfos har patenter på, og hørte om, hvorfor patenterne er nødvendige for at beskytte virksomhedens position i markedet. Noget, ministeren havde forståelse for, og som han håber, et ja ved folkeafstemningen om EU's patentdomstol kan understøtte:

- Alt andet end et ja til EU’s patentdomstol ville være tosset. Grundfos er ikke alene, for mange danske virksomheder opretter patenter og bruger dem til at beskytte deres produkter, siger handels- og udviklingsministeren.

 


    Facebook Twitter LinkedIn