Ministeren mærkede myldretiden

28. august 2014

Ministeren mærkede myldretiden

Torsdag oplevede transportminister Magnus Heunicke (S) ved selvsyn den stærkt trafikerede hovedvej 26 mellem Aarhus og Viborg. Efter køreturen besøgte han Grundfos, hvis medarbejdere er flittige brugere af den pressede rute.

Klokken 7.45 skiftede transportminister Magnus Heunicke (S) ministerbilen ud på P-pladsen ved Sabro Kro. I stedet satte han sig til rette hos Venstres transportordfører Kristian Pihl Lorentzen, for sammen at opleve morgentrafikken på hovedvej 26, der i trafikforliget fra 2014 ikke fik afsat nye midler til en udbygning af ruten.
- Vi ramte virkelig myldretiden her til morgen, og der er ingen tvivl om at der er pres på vejen. Vi har truffet beslutninger ud fra de tal, der foreligger, men vi må se på det igen for at sikre, at vi har alle faktorer med, siger Magnus Heunicke.

Efter køreturen besøgte transportministeren flere virksomheder, heriblandt Grundfos, der er storforbruger af hovedvej 26. Kommunikationsdirektør Kim Nøhr Skibsted har tidligere udtalt sig omkring, at en bedre infrastruktur er nødvendigt for fortsat at sikre vækst og beskæftigelse i Midtjylland:
- Det er vigtigt for os at få medarbejderne frem, råvarerne ind og produkterne ud. For eksempel får vi levereret og leverer containere til Aarhus Havn og vi har flere hundrede medarbejdere, der kommer den vej, siger han.

Lydhør overfor Grundfos’ synspunkter
Delegationen med Magnus Heunicke fik en kort introduktion til Grundfos’ produkter, men besøgets fokus var på vejnettets udfordringer.

- Det er positivt, at transportministeren lægger vejen forbi Bjerringbro og tager sig tid til ved selvsyn, at opleve trafikken til og fra byen. Vi fortalte ham om vigtigheden af ordentlige tilkørselsforhold især fra og til Aarhus ad A26 både for medarbejdere og gods. Jo bedre infrastruktur, jo bedre muligheder for vækst og udvikling i erhvervslivet, siger Kim Nøhr Skibsted, og lægger vægt på, at Magnus Heuniche var meget lydhør og interesseret i at medtage synspunkterne i fremtidens transportpolitik.


    Facebook Twitter LinkedIn