Nye Grundfos-pumper kan sænke den danske elregning med godt 1 mia. kroner

08. oktober 2012

Nye Grundfos-pumper kan sænke den danske elregning med godt 1 mia. kroner

Konsekvenserne er til at tage at føle på, hvis alle pumper i Danmark blev udskiftet med innovative lav-energi pumper fra Grundfos. En lavere samlet elregning på godt 1. mia. kr., en reduktion af CO2-udslippet på 452.000 tons og en samlet reduktion i elforbruget på 1,26 mia. kWh. Det svarer til 650.000 danskeres private elforbrug om året.

Den første bid af den store besparelse tager Grundfos med introduktionen af den nye generation af cirkulationspumper til både private husstande, større bygninger og industri, som virksomheden nu sender på markedet i Danmark. Det drejer sig om MAGNA3 – det industrielle markeds absolut mest energibesparende cirkulationspumpe til dato. Til december kan også boligejere få del i besparelserne, når en helt ny generation af den kendte ALPHA2-serie lanceres.

- Der er kontante fordele ved at skifte til de nye pumper. Både for den enkelte husejer, for samfundet og for miljøet. Mange pumper står overfor en udskiftning, og nye EU-regler stiller skrappere krav til de nye, der skal installeres. Derfor kommer vi nu med markedets mest energieffektive pumper, forklarer Søren Ø. Sørensen, koncerndirektør i Grundfos.

De nye røde pumper er ved at blive sendt ud på markedet i en række europæiske lande og interessen for at skifte til den nye teknologi har været markant i vores nabolande. Fornylig vandt MAGNA3 Danish Design Award 2012 og begge produkter er i Tyskland blev kåret som årets produkt.
- Alle pumper i EU står overfor en udskiftning over en årrække. Der er en installeret base i Europa på op mod 140 mio. pumper, og vi går målrettet efter at vinde nye markedsandele med de nye produkter, siger Søren Ø. Sørensen.

Tirsdag den 9.oktober samler Grundfos godt 450 kunder og branchefolk til den største produktlancering i virksomhedens historie i Tivoli Congress Center i København, hvor energioptimering er det gennemgående tema.
- Under overskriften ”Demand More” sætter vi yderligere fart i vores grønne dagsorden samtidig med, at vi tilbyder helt nye features i de store pumper. Blandt andet kan man med et trådløst interface få adgang til vigtige oplysninger og styre driften af pumpen via en smartphone. Det er med til at sætte standarden for fremtidens intelligente pumper, forklarer Claus Witt, administrerende direktør i Grundfos DK.


    Facebook Twitter LinkedIn