Nyt grønt produkt sørger for mere vand i øde egne

08. januar 2013

Nyt grønt produkt sørger for mere vand i øde egne

Med den nye ’Renewable Solar Inverter’ kan mange Grundfos-produkter nu køre på solenergi. Det betyder, at der åbner sig et nyt, stort marked for projekter, hvor der skal bruges større mængder vand, end SQFlex pumpen kan levere.

I takt med at prisen på solpaneler er faldet drastisk, er kravet fra kunderne om større mængder af vand fra soldrevne pumper steget betragteligt. Den soldrevne SQFlex pumpe kan derfor ikke længere stå alene, da den ikke kan levere så store mængder vand som eksempelvis SP-pumpen. Derfor har Grundfos fået udviklet en ’Renewable Solar Inverter’, som er kompatibel med mange Grundfos-produkter. Den sørger for, at solpaneler nu kan bruges som energikilde. Det betyder ganske enkelt, at befolkningen i øde egne nu kan bruge solens energi til at drive en SP-pumpe, som kan sørge for rigelige mængder af drikkevand.
- Den nye RSI giver helt nye forretningsmuligheder, fordi vi kan levere flere pumper til meget større projekter. Nu kan vi levere en kombination af SP-pumper og SQFlex pumper til større projekter, som der bliver flere og flere af rundt om i verden, siger Product Manager Geraldine Lin fra GPMA Submersibles.

Vand til 40.000 indbyggere
Den nye ’Renewable Solar Inverter ’ kommer på markedet i januar 2013, men inden salgsfrigivelsen har et projekt i Tanzania allerede bevist, at produktet kan blive en stor gevinst for forretningen. For foden af Afrikas højeste bjerg, Kilimanjaro, ligger en forstad til Moshi, hvor der bor cirka 40.000 mennesker. 19 nye borehuller med SQFlex pumper og SP-pumper samt den nye inverter har erstattet dieseldrevne pumper og gjort vandforsyningen både bæredygtig og langt billigere end tidligere.
- Den afgørende faktor for at få projektet i hus var den nye RSI Inverter, fordi der både var behov for mindre og større mængder af vand fra de forskellige borehuller. Jeg ser store fremtidsperspektiver i vores nye produkt, fordi vi fremover kan give tilbud på stort set alle typer af projekter i øde egne, hvor der ikke er adgang til elektricitet, siger Tanzania Country Manager Reuben Kogi.
Projektet er ifølge Geraldine Lin et skoleeksempel på, hvad det grønne produkt kan bidrage med i Grundfos’ produktportefølje.
- Vi skal ikke længere opfatte salget af soldrevne pumper som noget, der kun bidrager til velgørenhed i den tredje verden. Det skal også ses som en reel forretningsmulighed, som vi skal gå benhård efter i de kommende år, siger hun.


    Facebook Twitter LinkedIn