Nyt projekt får fosfor ud af spildevand

11. november 2013

Miljøminister Ida Auken åbnede anlægget i Aarhus, der straks blev sat i arbejde.

Grundfos er partner i et testprojekt, der på sigt kan føre til genindvinding af den knappe og livsnødvendige ressource, fosfor.

Mangel på fosfor kan blive en af de største udfordringer i fremtiden. Det er som næringsstof en essentiel faktor i planters vækst og er derfor en vigtig brik i fødevareproduktion til en globalt voksende befolkning. Samtidig er naturligt forekommende fosfor, der kan udvindes til gødning, en begrænset ressource, som truer med at slippe op. Derfor er genanvendelse af fosfor og nye måder at udvinde det på blevet områder, der får opmærksomhed på verdensplan.

Sammen med blandt andre Aarhus Vand er Grundfos med i et projekt, hvor man ved Åby renseanlæg i Aarhus tester teknologier, der kan udvinde fosfor fra spildevand. Anlægget blev åbnet i dag med deltagelse af blandt andre miljøminister Ida Auken.

- Regeringen vil lave en grøn omstilling af Danmark. Og her er et eksempel på, hvad grøn omstilling handler om. Vi udvikler løsninger på miljøproblemer, som samtidig kan skabe nye produkter, som vi kan leve af i fremtiden. Udledningen af fosfor til vandmiljøet er ikke kun en udfordring i Danmark. Det er et globalt problem, så der er perspektiver i at finde en metode til at løse det, siger hun.

Et problem og en mulighed
Hos Aarhus Vand har de arbejdet med at fjerne fosfor fra spildevand siden 2011. Det sjældne grundstof har nemlig den uheldige sideeffekt, at det aflejrer sig i rørledningerne, og stopper dem til.

Og da vandselskabet i en anden sammenhæng fandt ud af, at man i Oregon, USA, var langt fremme i arbejdet med fosforgenindvinding, tog projektet fart.

- Der er et stort potentiale i arbejdet med at trække fosfor ud af spildevand. Og fra vores perspektiv får vi på en gang løst et problem og udnyttet en mulighed. Dels kan vi sørge for at undgå tilstopning af vores rørledninger, men vi kan også udvinde og udnytte en værdifuld ressource, der kan skabe forretningsmuligheder ved salg samtidig med at vi udnytter en sparsom ressource på en bæredygtig måde, siger Claus Homann, afdelingschef ved Aarhus Vand og forklarer, at det er sandsynligt at anlægget i Åby kan udvikles til at udvinde 60 procent af fosforen fra spildevandet.

Bygger på eksisterende teknologi
En af partnerne i projektet er Grundfos, der leverer højt specialiserede komponenter til udvindingen af fosfor i form af doseringspumper, boostersystemer og kontrolsystemer til renseanlægget.

- Vi synes, det er interessant at se, hvordan vores løsninger kan spille en rolle i projektet. Teknologierne har vi i forvejen, så det, vi ser på, er at anvende dem på en anden måde. I første omgang ved at teste, hvordan det hele fungerer for så at træffe en beslutning om, hvor vidt det er noget, vi vil gå videre med, siger Per Krøyer Kristensen, Business Development Manager hos Grundfos.

Fakta om partnerskabet:
·Ud over Aarhus Vand og Grundfos er også Herning Vand, Horsens Vand, Videncentret for Landbrug og rådgivningsvirksomheden Norconsult partnere.

·Partnerskabet blev etableret i januar 2013.

 


    Facebook Twitter LinkedIn