Pris til Grundfos-lærling

31. maj 2012

Pris til Grundfos-lærling

DI Skive Viborg uddelte den 30. maj pris til automatikteknikerlærling Jonas Nissen Bønsø. ’Hans samlede præstation ligger klart over, hvad man kan forvente af en lærling’, sagde Niels Møller Jensen.

Det var en afslappet og glad Jonas Nissen Bønsø, som den 30. maj modtog DI Skive Viborgs Lærlingepris. Han vidste godt, at han havde vundet, men det var alligevel en oplevelse, som skulle fordøjes:

- Jeg fik først besked om, at de havde valgt mig for nogle dage siden. Jeg vidste ikke engang, at jeg var indstillet. Men jeg er selvfølgelig glad – og stolt.

Jonas Nissen Bønsø valgte at blive automatikteknikerlærling, fordi han altid har interesseret sig for mekanik og teknik. Han læser EUD-HTX, som er en erhvervsuddannelse og teknisk studentereksamen, på Mercantec i Viborg.

Du giver faget prestige
Det var formanden for DI Skive Viborg og administrerende direktør i Grundfos A/S, Niels Møller Jensen, som overrakte prisen:

- Med et slogan, der hedder: hvis bedre er muligt, så er godt ikke godt nok, viser årets lærling en stor faglig stolthed. Hans kvalitetssans og faglige potentiale er i top. Det beviste han med et 12-tal til sin svendeprøve, og så kan Jonas Nissen Bønsø begå sig ude i verden. Han har to gange været i Ungarn for at deltage i indkøringen af en ny produktionslinje.

Også lederen af Grundfos’ lærlingeafdeling, Finn Brøndum, gav Jonas Nissen Bønsø flotte ord med på vejen:

- Tillykke Jonas, vi er stolte af dig. Du har fortjent den pris. Du knokler, du er en god kammerat, og du giver din uddannelse og faget prestige.

Midt i eksamenslæsning
Jonas Nissen Bønsø er færdigudlært til sommer, og prisuddelingen var et kærkomment afbræk i eksamenslæsningen. Han ved endnu ikke, hvad der skal ske i fremtiden, men der er ingen tvivl om, at prisen er en bonus på vejen:

- Lige nu og her vil jeg helst ud og have noget erfaring. Jeg har haft nogle rigtig gode oplevelser i Ungarn og kunne godt tænke mig at komme til udlandet igen. Forhåbentlig kan prisen og min udtalelse være med til at åbne nogle døre på vejen. På sigt er mere uddannelse også en mulighed, men for nu vil jeg bare gerne ud og bruge det, jeg har lært.


    Facebook Twitter LinkedIn