Rekordopbakning til Grundfos Olympics

23. februar 2015

Rekordopbakning til Grundfos Olympics

Aldrig før har så mange deltagere meldt sig klar til konkurrence under Grundfos Olympics. Mere end tusind sportsglade medarbejdere er klar til kamp fra 14. til 17. maj.

1.220 medarbejdere fra 101 selskaber i 55 lande. Det er bundlinjen, når deltagerlisten for de kommende Grundfos Olympics gennemgås, og det er det højeste deltagertal, begivenheden nogensinde har trukket siden sin start i 1989.

- Interessen har været overvældende. Nu er det store puslespil i gang med at få afpasset værter, gæster, sportsgrene, sprog og så videre med hinanden, og så snart det arbejde er gjort, vil der blive givet direkte besked til alle deltagere om konkurrencer og værtsskab, siger Torben Ømark, formand for Grundfos Olympics komitéen.

Det sociale er en vigtig del af Grundfos Olympics, og derfor er begivenheden sat sådan op, at deltagerne fra Danmark ved tilmelding også kommer i spil som værter for udenlandske kollegaer. Enten igennem privat indlogering eller som såkaldt udevært.

- Det indførte vi i 2011 for de medarbejdere, der bor langt fra Bjerringbro. Dengang brugte vi med stor succes Nørgaards Højskole som ”udeværts-hjem”. Det gentager vi, og denne gang er omkring 50 personer tilmeldt som udeværter, så der kommer masser af aktivitet på Højskolen, når værterne og deres 100 udenlandske gæster kommer på besøg, siger Torben Ømark.

Han forklarer, at alle tilmeldte medarbejdere, der opfylder betingelserne for deltagelse og dermed har sagt ja til at være enten hjemmevært eller udevært kan regne med at deltage ved Grundfos Olympics 2015.

- Vi fra komitéen vil gerne takke alle for den store tilslutning til Grundfos Olympics. Vi glæder os helt vildt og ser frem til nogle fantastiske dage i maj. Og jeg tør godt love, at alle deltagere også roligt kan glæde sig, lyder det fra Torben Ømark.


    Facebook Twitter LinkedIn