Studerende kom med innovative idéer

22. november 2013

Lauge Hust lyttede opmærksomt, da der blev givet feedback på projekterne.

Unge markedsøkonomistuderende tilbragte uge 47 på Grundfos, hvor de udarbejdede innovative bud på at skabe et mere kreativt miljø for produktudviklere og en mindre rutinepræget hverdag for produktionsmedarbejdere.

For godt 20 studerende fra Erhvervsakademi Dania stod der Grundfos på programmet i hele uge 47. Med friske øjne skulle de løse en innovationsopgave med udgangspunkt i virksomheden og til sidst komme med konkrete forbedringsforslag.

- Selv om de unge måske ikke havde et indgående kendskab til Grundfos på forhånd, så vidste de fleste godt, at det er en spændende virksomhed med et godt navn. Og fordi deres uddannelse ellers er meget teoribaseret, så er det her en fantastisk mulighed for at komme ud og prøve kræfter med rigtige problemstillinger i en rigtig virksomhed. Derved håber vi selvfølgelig, at de unge bliver sultne på mere teori, når de har prøvet tingene i praksis, siger Hanne Hoberg, virksomhedskonsulent hos Erhvervsakademi Dania.

Det blev tydeligt, at der i den grad er tale om en opgave i den virkelige verden, da de innovative forbedringer sidst på ugen skulle præsenteres og vurderes. Dommerpanelet bestod af ikke færre end syv Grundfos-medarbejdere fra forskellige afdelinger, der fik mulighed for at spørge nærmere ind til, hvordan de studerendes ideer konkret kan implementeres i hverdagen.

Idé til bedre pauser i produktionen
Lauge Hust på 21 år er ikke i tvivl om, at det har været en god og nyttig oplevelse at bruge innovationsugen hos Grundfos.

- Det har været super fedt at arbejde med en stor, dansk virksomhed og ikke mindst at få omsat de teoretiske modeller fra skolen til praksis og få rigtig feedback, siger han.

Han forklarer, at én af hans gruppes idéer handler om at gøre hverdagen mere varieret for medarbejderne i produktionen ved for eksempel hver anden uge at invitere en gæst udefra til at underholde eller holde foredrag i en pause.

- Det vigtigste er at folk kommer væk fra produktionen og holder pause. Vi har observeret, at mange stadig holder øje med deres maskiner, mens de holder pause, og reagerer, hvis der opstår noget uventet. Hvis pausen i stedet holdes i kantinen eller et andet sted, så bliver den nødvendige pause mere rigtig, forklarer Lauge Hust.

Innovationsopgaven er en del af den landsdækkende kampagne Danmarks Vækst- og Iværksætteruge, der i uge 47 skal inspirere flest mulige til at søsætte egne virksomheder og få etablerede virksomheder til at vokse.


    Facebook Twitter LinkedIn