Studerende og Grundfos flytter ind på grønt kollegium

01. oktober 2012

Studerende og Grundfos flytter ind på grønt kollegium

Når Grundfos Kollegiet på De Bynære Havnearealer i Aarhus i dag bliver indviet, er det samtidig indvielsen af et levende laboratorium. Laboratoriet vil give Grundfos og byens læreanstalter værdifuld viden om optimering af vand- og energiforbrug.

Det er et ambitiøst projekt, Grundfos er blevet en del af. Grundfos Kollegiet er opført som et grønt kollegium efter bygningsreglementets Lavenergiklasse 2015. Det betyder, at bygningen er designet til at have et energiforbrug, der ligger 25 procent under de gældende standardkrav. Målet er at nedbringe det adfærdsbetingede energiforbrug til et absolut minimum via avancerede energiteknologiske løsninger – og netop derfor sagde Grundfos straks ja, da de blev indbudt til et samarbejde.

- Det ligger dybt i Grundfos’ DNA at arbejde mod en grønnere verden. Ansvarlighed er en af vores kerneværdier, og det er en klar ambition at udvikle løsninger, der kan bidrage til at nedbringe energi- og vandforbruget i fremtidens bygninger, siger Lars Aagaard, koncerndirektør for Grundfos’ produktion.
- På den måde er Grundfos Kollegiet en unik mulighed for os til at teste ny teknologi i reelle brugssituationer – og endda i en bygning, der allerede er state-of-the-art på energiområdet, siger han.

Et levende laboratorium
Hver eneste af de 159 lejligheder er udstyret med flere sensorer, der døgnet rundt registrerer bygningens indeklima og beboerens vand-, varme- og energiforbrug.
- Det er første gang, Grundfos har mulighed for at monitorere en bygning af denne størrelse, hvilket i sig selv åbner døren til masser af viden. Oven i det er det helt fantastisk at have adgang til et testpanel på 200 studerende, som vil være med til at løfte det fælles ansvar for miljøet, siger Lars Aagaard og understreger, at komforten på kollegiet naturligvis aldrig kompromitteres.

Grundfos deler viden
Grundfos Kollegiet er et åbent projekt, og det er planen, at den viden, Grundfos får herfra skal deles med både Ingeniørhøjskolen og universitetet. Grundfos regner årligt med at modtage mere end 1 terabyte data. Data, som skal omsættes til brugbar viden om optimering af energiforbrug, ikke bare på Grundfos Kollegiet, men også i fremtidige byggeprojekter verden over.


    Facebook Twitter LinkedIn